tirsdag den 21. maj 2013

Hjerte rimer på smerte



For snart 11 år siden blev jeg mor til Oskar. Dengang vidste jeg ikke, at jeg var blevet mor til et handicappet barn. Der skulle gå cirka halvandet år, før jeg måtte se det i øjnene.
Det viste sig, at Oskar er født med en frontallap, der ikke er så udviklet, som den burde være. I praksis betyder det, at hans evne til at styre sine impulser er stærkt begrænsede.
 Oskar er også retarderet i lettere grad, er rituel og ADHD-agtig. Sådan lidt en tikkende bombe, der eksploderer fra tid til anden og så er han også så meget andet....heldigvis.




Oskar elsker med hud og hår. Det er hans velsignelse her i livet. Der er så meget liv i ham, at det næsten gør ondt.......
Men tempoet er umenneskeligt - for Oskar selv og for alle i hans nærhed. Oskars egen smerte over sin utilstrækkelighed, er det der gør allermest ondt.




Oskar har humor og lune. Han er så elsket og samtidig så stor en mundfuld, at jeg tit har været presset ud over alle de grænser almindelige mennesker kender.
Jeg har grædt og skældt ud, fundet de allersidste ressourcer, taget mig sammen, lavet 87 ting på én gang, for at undgå katastrofer. Stået i livsfarlige situationer og taget mig af ham med 40 graders feber brændende i kroppen. Og jeg har elsket ham uendelig højt - uanset hvor rædselsfulde scenarier vi har gennemlevet. Og det har vi...




Mit hjertebarn og mit smertebarn...




Livet udvider sig, når man får børn. Jo tak. Men at livet kunne udvide sig så meget, det var jeg slet ikke klar over, inden jeg fik Oskar. Jeg fik muligheden for at lære mig selv at kende på en ret intensiv måde. Det var en gave, som jeg er dybt taknemmelig for i dag. Men kors, hvor har det været hårdt..
Det er godt, at Oskar er verdensmester i at give knus!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar