Og den var pretty! Faktisk var den så overdejlig, så jeg smeltede totalt, første gang jeg så den.
Vi havde overvejet det i lang tid. Karl Emil og mig. Havde nøje udvalgt den bedste kennel vi kunne finde i området og læst tonsvis af hundebøger. Vi vidste, hvad vi gik ind til - og så alligevel ikke.
Som altid, var der jo den ubekendte faktor, i form af min yngste, Oskar.
For at gøre en lang historie kort, så gik det ikke. Med Casey og Oskar.
En lang sommerferie gik med at opdrage hund, gå til hundetræning, holde Oskar væk fra hunden, stoppe Oskar i at irritere hunden, stoppe Oskar i at råbe til hunden, stoppe Oskar i at løbe vildt rundt, når hunden løb, stoppe Oskar i at give hunden mad, den ikke måtte spise, lade hunden få fred for Oskar, stoppe Oskar i at vække hvalpen, der havde brug for søvn. Osv.
Jeg tabte mig fem kg. den sommer. Vi elskede den hund, Karl Emil og mig. Den var fantastisk. En skøn, klog og sød hund.
En morgen, da Casey var omkring fem måneder gammel knurrede den af Oskar. Ikke én gang men flere gange. Jeg blev bange. Tænk hvis den pludselig bed ham! Så skulle den jo aflives.. tænk hvis jeg måtte sige til Karl Emil, at hans elskede hund skulle aflives, fordi den havde bidt hans bror, der konstant selv lagde op til ballade med hunden (ikke med vilje naturligvis...Oskars handicap gør jo bare, at han ikke kan styre sådan noget).
Da vi købte hunden, havde jeg lagt kortene på bordet overfor kennelejerne, sagt at jeg ikke kunne vide på forhånd, om det ville gå med Oskar, men at jeg ville tage chancen, fordi Karl Emil så brændende ønskede sig en hund.
Det blev Karl Emil, der en dag efter SFO kiggede på mig og sagde: "Jamen mor, du KAN jo ikke gøre mere. Det her går bare ikke". Han havde ret. Det skreg jo til himlen, at jeg var ude i et projekt, der ingen fremtid havde.
Casey blev hentet hjem igen til den kennel, hvor hun kom fra. De to fantastiske mennesker, der har den kennel var en kæmpe støtte for mig i den process. Jeg glemmer aldrig, da jeg satte Casey ind i den bil, der skulle transportere hende væk fra os.
Hver gang jeg ser en gul labrador, så tænker jeg på, om det er hende. Jeg så hende jo aldrig som fuldvoksen tæve.
Mærkeligt, som man kan komme til at elske et levende væsen, som end ikke er et menneske. Jeg savner hende stadig den dag i dag. Og det er endda ca. fire år siden nu. Jeg håber, at hun fik en ny dejlig familie og at hun er elsket.
Det vil altid føles som et nederlag, at jeg ikke kunne få det til at fungere med hunden og Oskar. Og skammen over, at have givet Karl Emil en hund, for derefter at tage den fra ham igen, vil også altid være der. Også selvom jeg havde ladet tingene køre så langt ud, at Karl Emil nærmest var lettet, da "krigen" endelig var forbi.
Men sikke en hund! Så dejlig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar