Hvor jeg dog elsker den her lille plet på jorden. Skagen. Altid i mit hjerte. Altid kalder mit hav. Altid vil jeg elske dig.
En lille sti mellem klitterne. Den fører ned til sønderstrand. Jeg kan gå flere veje ned til havet, men den her lille sti er den, jeg vælger oftest. Jeg har nok gået på den flere hundrede gange i løbet af mit liv. Den her sommer gik mine børn også på den. Duften fra hybenroserne er lig med hjem. Den blander sig med frisk luft, duft af salt, hav, eng, fisk og tang. Jeg er salig.
Der er noget med skyerne her. Jeg fortaber mig i dem. Fantaserer. Ser på dem og pludselig ser jeg på dem, som da jeg var syv år. De ændrer sig. Bliver til billeder og ansigter og ændres igen. Flader ud og forsvinder.
Min ene oldemors hus. Som nu er iscafé. Isen smager fantastisk der. Gad vide, om turisterne ved, at det hus rummede forældre og 13 børn. Faktisk 14. Men der døde et barn. En smuk pige. Min farmors søster.
Hygge ved havnen. Og jo. Det er virkelig hyggeligt og stemningsfuldt. Men jeg bliver ikke så længe der. Jeg må ned til stranden. Til stilheden.. jeg må lige ha´mig en snak med havet. Og med mig selv.
Tak Skagen. For igen at få nogle dage hos dig. Mit hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar