fredag den 31. maj 2013

Ha haaaaaaa !


-Vaskemaskinemand kommer ud til mig igen, for liiiige at give mig en lille gave. I wonder why!
Nice people!


torsdag den 30. maj 2013

Jubiiiiii!

- Her er den så. Den NYE beauty!




Er man meget opmærksom, så vil man kunne se, at min nye vaskemaskine står lidt skævt på det her billede.
Det var der en grund til, skulle det vise sig..
Det gik ellers lige så godt. En meget flink mand kom og afmonterede den gamle maskine. Installerede den nye og skubbede den på plads. Tændte start knappen og instruerede mig i, hvordan jeg lige skulle køre maskinen igennem på et kort program først. 
Så langt så godt. Vi vinkede farvel og jeg startede det korte program og det gik fint. Jeg syntes godt nok, at maskinen rystede en anelse under centrifugering (på 800 omdrejninger), men tænkte ikke nærmere over det. 
Vel igennem det korte vaskeprogram, så skulle jeg så endelig i gang med et "rigtigt" program med tøj i maskinen og det hele. 60 varmegrader og 1400 omdrejninger. Tju hej, hvor det gik. Maskinen vaskede og vaskede og akkurat ligesom et lille barn, så stod jeg der og fulgte godt med.
Lige indtil vi kom til centrifugeringen. Så brød helvede løs. Maskinen hamrede ind i væggen, rystede og larmede, så det lød som om et jetfly var på vej over huset i 100 meters højde. Den begyndte at hoppe!!!! ud på gulvet. Faktisk dansede den. Jeg var ved at sk.....i bukserne. Forsøgte at holde på den, slukke for den og i glimt så jeg for mig, at den eksploderede! 
Mine ben var som gelé og jeg glemte at trække vejret. Endelig fik jeg den stoppet. Så stod den sådan her:



Den var "hoppet" 60 cm. ud på gulvet. Og mit hjerte var hoppet med! Hooold nu op, hvor blev jeg forskrækket!
  Så ringede telefonen. Det var en pædagog, der lige skulle ordne noget lavpraktisk ang. Oskar med mig. Hun kunne godt høre, at jeg lød som én, der lige havde overværet et trafikuheld og heldigvis fik vi hurtigt ordnet det, vi skulle. Og resten kan jeg ikke huske.
Et milisekund senere havde jeg sælgeren af vaskemaskinen i røret og de lovede, at komme (med fuld udrykning) hurtigst muligt.
Og for at gøre en lang historie endnu længere, så kom de. DE for der var nu to mand høj. To meget flinke mænd (gode mod børn, dyr og traumeramte kvinder).
De skruede på bentøjet (af maskinen) og afprøvede den igen. Og den dansede løs atter en gang.
Efter en masse frem og tilbage, blev maskinen erklæret død og jeg blev lovet en ny - men så liiiige inden de ville gå, så siger den ene mand: "Du...øh....unavngiven. Huskede du at afmontere beslagene på bagsiden, da du var her i morges?"
Den anden: "Jae..." Den første: "Er du sikker?" Den anden:"Øh....ja!" Den første: Hm... jeg tjekker altså lige".
Og resten kan I sikkert godt regne ud.
Jep! Beslagene var der stadig. Kors! Og hurra. Fejlen var fundet. Den blev rettet og maskinen afprøvet. Nu var alt i skønneste orden. 
Og én ud af to meget flinke montører havde røde ører. Men ved I hvad? Det er sgu´menneskeligt at fejle. Og det er faktisk den vigtigste pointe her. Bortset fra det, så var det vitterligt et par super flinke mænd, der scorer fem ud af fem på flinkhedsskalaen - og så ser vi lige bort fra moden kvindes traumetendenser her.
Så nu står min fine, nye vaskemaskine sådan her:



Og den vasker upåklageligt. Helt uden hopperi. Og jeg er helt rolig igen! Sådan da.

tirsdag den 28. maj 2013

Farvel du gamle!



Det her er godt nok ved at udvikle sig til en meget lidt glamourøs blog. På den anden side, så skal den jo gerne afspejle de dele af mit liv, som jeg vælger at dele med jer. Og min vaskemaskines død er en stor del af mit liv lige nu.
På torsdag kommer afløseren ind i mit liv. Den er fin og jeg glæder mig helt vildt til at kunne vaske tøj uden at ty til høreværn. Totalt luksus med sådan en fin ny vaskemaskine!  Og bunkerne venter og venter, så jeg ved godt, hvad jeg skal lave på torsdag, men det bliver en fornøjelse.
Nu vil jeg kaste mig over et par andre uglamourøse ting, så som støvsugning, rengøring, udsmidning af gammelt skrammel og indkøb. Hverdag helt enkelt.






mandag den 27. maj 2013

Det´ en ommer!

Mens der stadig var blomster på æbletræet - men det var også en anden dag!


Må jeg ikke godt spole tilbage? Bede om en ny dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke skal mangle vand i fem timer (pga. vejarbejde). Og hvor min vaskemaskine ikke dør! Grrrr....
Og ja, den er stendød. Har prøvet alt, altså alt det jeg kan finde ud af that is. Den er gammel og den har lavet drabelige lyde under centrifugering i mange måneder, så det burde ikke komme bag på mig. Men sådan noget har det alligevel med at snige sig ind på mig og overfalde bagfra. Øv!



søndag den 26. maj 2013

Man må aldrig gå ned på udstyr!

Det er en vending, som Oskar fuldstændig har taget til sig.
 Man tager jo ikke bare en vandpistol og skyder lidt på må og få. Nej, man sørger for at forberede det. Have udstyret i orden. Ogskyde lidt på må og få. Helst ind til naboerne og ud på forbipasserende.




Fuglene skal jo også have lidt vand





Sutten lige i munden

Herlig dag i haven. Oskar var i sit es. Her skulle der leges med vand. I rigelige mængder. Og længe!





Dejlige unge!








Storebror vil ikke vises frem på mors blog, men han deltog lidt i "festlighederne". Til stor fornøjelse for Oskar.










fredag den 24. maj 2013

Så få dig dog et liv kvinde!



Da jeg var barn, så var min far vild med at filme. Han filmede løs på alle ferier og lagde baggrundsmusik på. Eller baggrund og baggrund... det var tysk (lederhosen) musik på vol. 180 eller svensk Evert Taube på cirka samme lydniveau, så ligefrem baggrundsmusik var det ikke just. Han var skam også avanceret. En juleaften filmede han min storebrors actionman (fortidens drengedukke Ken)Og så skulle dukken bevæge sig. Så min far flyttede på dukkens bentøj, hen over kakkelbordet gik det, i en times tid. Det blev så til cirka 20 sekunder af noget, der i bedste fald, vil kunne beskrives som hjemmevideo!
Og så havde han en forkærlighed for at filme i sin have. Sådan lidt a la "Her ser vi en solsort" - i hele tre minutter ! Og så gik han videre til samtlige blomster i haven. Dem filmede han så også i en rum tid. Lang rum! (Og nej, det kan man ikke sige).
Og så går årene jo. Smalfilm blev overspillet til dvd (men sangene var de samme). Og pludselig tager jeg så mig selv i at gå rundt - nu med en Iphone - og tage billeder af mine snitblomster..... og min vandmelon (hvad skér der?) og en sten i haven.
Ak!
















onsdag den 22. maj 2013

Sol over Århus



Så blev det torsdag og endelig kan man få solen at se igen - efter et døgn med silende regn.
Jeg har en masse, jeg skal nå i dag, så det er vist bedst, at jeg kommer op i gear nu. Men først liiiidt mere kaffe. Elsker min morgenkaffe. Og ro til at vågne. Jeg er b-menneske. Selvom jeg i årevis har været oppe ved 6-6.30 tiden, så ændrer det ikke meget ved den naturlige tilstand. Øv! Ville ønske at jeg var morgenmenneske og sprang rundt og hujede goodmoooorning Vietnaaaam! Men det er jeg ikke.
Jeg overlever. Det må vist betegnes som et I-landsproblem. Og dem har vi jo et par stykker af i den her del af verden.


Glasenglen har jeg købt i Skagen for et par år siden. Synes den er fin.


Kan I have en smuk og (forhåbentlig) solrig torsdag!  Gooooodmorniiiing....    nej det virker ik´!

Min stue drømmer om

                           




1.


       






2.
                                                                                           
3.
                                                                       

                                                                         
                                                                                       4.




1. Sofa fra sofakompagniet.dk  2. Vasen Dagg fra Svenskt Tenn  3. Kommode fra svenske Asplund  og
4. Spisebord fra Livin.dk


-Altså hvis jeg vandt i lotto eller sådan noget. Eller hvis jeg en dag vågnede og tænkte: "I dag vil jeg lige bruge 2500 svenske kr. på en vase". Men se nu det søde spisebord til knap 3000 kr. Det ville være en opnåelig drøm og det ville være såååå fint i mit lille casa. Og når Oskar bliver 47 eller deromkring, så vil han heller ikke ødelægge det.
Godt med drømme!  



tirsdag den 21. maj 2013

DIY kommode





Den her kommode har jeg arvet af min moster Ruth. Den har levet et langt liv som træfarvet, men for nylig fik jeg endelig fingeren ud og fik lavet om på det.
Den fik en slibning, lidt grunder og to lag hvid maling. Men det bedste var nu alligevel, at jeg investerede i 10 knopper af kobber. Jeg fandt dem her.
Tit er det sådan, at mine DIY-projekter ender med at blive knap så gode, som jeg egentlig starter med at forestille mig. Men den her gang er jeg tilfreds. Meget tilfreds endda!












Hjerte rimer på smerte



For snart 11 år siden blev jeg mor til Oskar. Dengang vidste jeg ikke, at jeg var blevet mor til et handicappet barn. Der skulle gå cirka halvandet år, før jeg måtte se det i øjnene.
Det viste sig, at Oskar er født med en frontallap, der ikke er så udviklet, som den burde være. I praksis betyder det, at hans evne til at styre sine impulser er stærkt begrænsede.
 Oskar er også retarderet i lettere grad, er rituel og ADHD-agtig. Sådan lidt en tikkende bombe, der eksploderer fra tid til anden og så er han også så meget andet....heldigvis.




Oskar elsker med hud og hår. Det er hans velsignelse her i livet. Der er så meget liv i ham, at det næsten gør ondt.......
Men tempoet er umenneskeligt - for Oskar selv og for alle i hans nærhed. Oskars egen smerte over sin utilstrækkelighed, er det der gør allermest ondt.




Oskar har humor og lune. Han er så elsket og samtidig så stor en mundfuld, at jeg tit har været presset ud over alle de grænser almindelige mennesker kender.
Jeg har grædt og skældt ud, fundet de allersidste ressourcer, taget mig sammen, lavet 87 ting på én gang, for at undgå katastrofer. Stået i livsfarlige situationer og taget mig af ham med 40 graders feber brændende i kroppen. Og jeg har elsket ham uendelig højt - uanset hvor rædselsfulde scenarier vi har gennemlevet. Og det har vi...




Mit hjertebarn og mit smertebarn...




Livet udvider sig, når man får børn. Jo tak. Men at livet kunne udvide sig så meget, det var jeg slet ikke klar over, inden jeg fik Oskar. Jeg fik muligheden for at lære mig selv at kende på en ret intensiv måde. Det var en gave, som jeg er dybt taknemmelig for i dag. Men kors, hvor har det været hårdt..
Det er godt, at Oskar er verdensmester i at give knus!





mandag den 20. maj 2013

More..

















Now this was fun!




Det her var sjovt. Det må jeg lige eksperimentere lidt mere med. Forestiller mig noget i tynde sorte rammer - måske i postkort størrelse? Eller A4? Hm...


søndag den 19. maj 2013

Kungshamn

                               Foto: www.mostphotos.com




En del af min svenske slægt kommer fra Kungshamn. Min farfar var en svensk fisker, som en dag lagde til kaj i Skagen og mødte min farmor. Så fortsatte historien og resulterede altså blandt andet i tre halvsvenske børn, hvor min far var det ene.
Min farfar flyttede til Skagen, giftede sig med min farmor og flyttede aldrig hjem til Sverige igen.
 Jeg husker min farfar som dansktalende. Jeg kunne ikke høre antydningen af svensk accent, men min far fortalte mig, at da han selv var barn, så havde børnene meget sjov ud af at få min farfar godt op i det røde felt, for så bandede han stygt på svensk! Til stor glæde for ungerne, ha,ha..
Jeg har fine barndomsminder fra Kungshamn. Og også minder fra besøg i voksen alder. Næst efter Skagen er det nok det sted i verden, jeg holder allermest af. På mange måder minder det også om Skagen. Et lille samfund med megen charme og en atmosfære af sådan lidt "tiden-står-stille". Det kan jeg godt lide.








Ønsker..



Tom Dixons hypede lys. Jeg ved det.. Rigtig mange billeder af hans design overalt i cyberspace pt. Never the less. I´m in love!




torsdag den 16. maj 2013

Så er det lige før...




Æbletræet står på spring. Det har ventet en hel vinter og de sidste dage har det tålmodigt ventet på det perfekte øjeblik. Det er vist nu...







At se de allerførste to-tre blomster i mit æbletræ titte frem. Det er forår for mig. Duften er aldeles berusende. Fin og diskret. Gentager lige mig selv: Det bliver ikke meget bedre end det!







En sjov sten jeg har i haven. Med et lille hul i, som vist er blevet til småfuglenes badekar.
Nej nu er det vist på tide, at få købt et par blomster mere og få lavet det der lille havestilleben, hvor stenen skal indgå i.


Uhm...morgenmad!




Spiser du morgenmad?
 Jeg er sådan en, der helst venter en time eller to, før jeg kan mærke sulten. Det er jo ikke så smart, hvis man har et tætpakket morgenprogram og ikke har tid til at vente på, at den naturlige sult indfinder sig. Men i dag har jeg tid og så vil jeg forkæle mig selv med lidt tyrkisk yoghurt, friske hindbær, honning og mandler.
Uhm!


onsdag den 15. maj 2013

I dag ønsker jeg mig...

-et kamera!
Sådan et godt et, så jeg kan komme i gang med at tage nogle, forhåbentlig, gode billeder til bloggen. Indtil videre må I/jeg nøjes med billeder fra en iphone tre og selvom den kan tage okay billeder, hvis jeg sammenligner med min forrige og ææældgamle mobil, så er det alligevel ikke i nærheden af godt nok. Så jeg drømmer lidt om det gode kamera og kigger mig lidt omkring.
Og nej. Det behøver ikke at være Canons allernyeste. Mindre kan gøre det....tror jeg. Eller... det er min pengepung overbevist om, at jeg gør. Sådan må vi hellere sige det!
Nu må jeg ud i den virkelige verden. Der kommer en smule af den livgivende sol nu.

Ha´en fantastisk dag.






Ja, der ser I. Kvaliteten lader en del tilbage at ønske.


tirsdag den 14. maj 2013

Arrrgh!


Og hvad har vi så lært i dag? Jow...at det her med at lave indlæg - altså pæne indlæg - ikke er så nemt endda. Når nu man er en sølle amatør. Lad mig bare sige det sådan her: Det er en ynk!
Billederne blev for tætte (og hun kunne ikke lige finde ud af at adskille dem). Så ville hun fjerne kanten udenom billederne, meeen...det var så heller ikke så ligetil. Skriften er for lille, men det hun da for pokker kunne finde ud af at ændre!
Og sådan kunne jeg blive ved.
Nå, men Rom blev jo, som bekendt, ikke brygget på én dag og det kan da vist kun gå fremad nu.
Tror jeg vil gå ind på min favoritblog og nyde synet lidt... og jeg er slet, slet ikke misundelig, NÅ!



Allerførste indlæg - Velkommen!



Forår! Midt i maj. Det bliver ikke bedre end det! Jeg er først nu ved at føle mig frem. På så mange planer. Men lige nu med den her blog altså... Så jeg lægger lige et par billeder mere ind - af det der forår..




Skønheden i de der lysegrønne bøgeblade er fantastisk - hvert år!
mundblæst glas fra Skagen - min fødeby

I min rækkehusstue står pæonen - elsker blomster!